FREDAGSFORSTÆRKNING #5

Fredag den 29. maj og dermed næste Fredagsforstærkning nærmer sig, og det kan du roligt glæde dig til. Vi har nemlig fokus på noget meget centralt i livet som kreativ; Mental trivsel og styrke.
Til Fredagsforstærkning skal I møde Sandra Athina Vlachakis, som er en del af &LIFY-holdet.
Sandra vil guide os i en stående morgenmeditation, der inkluderer udstræk, åndedrættet og tapping, som også kan bruges som en kort pause i løbet af dagen, når man har brug for at få ro i hovedet, komme ned i kroppen og få et ekstra pust af energi.
Sandra er kunstner, rekreations-guide og står bag I Kroppens Dybe Stille Ro i &LIFY.
Læs meget mere om Sandra her.

Herefter skal I møde Kamilia Amélie og Amanda Glindvad fra MentalVoice. De vil dele viden og værktøjer med afsæt i deres nye bog, Kampsind, som kommer til september.
KAMPSIND En ny bog med viden og værktøjer inden for trivsel og mental styrke i musikbranchen. I musikbranchen lever pres og passion ofte side om side. Scenen kan føles som både det bedste og det værste på samme tid. Du kan elske den kreative proces og nyde friheden i et fleksibelt musikliv, samtidig med at angst, udmattelse og tvivl om det næste skridt trænger sig på.
Kampsind er for musikskabere og branchepersoner, der gerne vil blive klogere på eller opbygge mere mental styrke og trivsel. Bogen handler om at være til stede med det svære uden at lade sig styre af det. Og om at lade sig guide af sin egen balance og det, der er vigtigt som et mentalt kompas midt i en strøm af udfordrende valg. For at tage kampen op mod kampen må vi tage kampen i hånden. Give den plads og samtidig handle hen imod det liv, vi ønsker.
Med fokus på bevidsthed og nysgerrighed inviterer bogen dig til at udforske dine mønstre, succeskriterier, værdier og grænser, så du kan skabe mere bæredygtige rammer for en meningsfuld og professionel vej i musikken med de ressourcer og muligheder, du har lige nu.
Bag bogen "Kampsind" står MentalVoice, som er en non-profit organisation der arbejder for at øge bevidstheden omkring mental styrke og trivsel i den danske musikbranche. MentalVoice ønsker at sikre et sundere arbejdsmiljø for musikskabere, musikere og branchepersoner ved at give flere redskaber til at kunne performe og trives som man ønsker.

Til Fredagsforstærkning kan I møde forfatterne:
Kamilia Amélie er psykolog og mental coach i MentalVoice. Hun er uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet og har desuden uddannelse og erfaring inden for coaching og Acceptance and Commitment Therapy (ACT). Kamilia er selv sangerinde og sangskriver og har stort kendskab til det kunstneriske arbejde i både lydstudiet og på scenen som artist.
Amanda Glindvad er mental coach og terapeut i MentalVoice. Hun er cand.mag. i musikterapi og har flere års erfaring som terapeut i forskellige sammenhænge. Siden 2019 har hun arbejdet med mental trivsel i musikbranchen og er desuden selv musiker og sangskriver med stor indsigt i musikbranchen fra et artistperspektiv.
Det bliver en spændende og vigtig samtale.

Som altid er Fredagsforstærkning:
🤓 Inspirerende fagligt oplæg
🥰 Forstærkende fællesskab
🤤 Kaffe og croissanter
🤲 Gratis
👉 Tilmeld dig nu lige her.
📅 Så ses vi på Gammel Kongevej 11 fredag den 29. maj kl. 9-10.
