Typiske udfordringer: lederrollen, hurtighedskultur og imposter syndrome
Den nødvendige lederrolle
For mange kunstnere og kreative iværksættere kan det være en udfordring at skabe en bæredygtig karriere – at gå fra at være et motivationsdrevet projekt til en professionel forretning. De færreste kunstnere ser sig selv som chefer, men man bliver nødt til at påtage sig en lederrolle, hvis man skal lykkes på den lange bane. Det har jeg hjulpet rigtig mange med at gøre og manøvrere i.
Sæt tempoet ned
Et andet gennemgående træk er opfattelsen, at alting skal gå hurtigt. De fleste tror, at alle andre er hurtigere end dem selv: Hurtigere til at lave sange, hurtigere til at sælge billetter og hurtigere til at slå igennem.
Den tendens er blevet større med streamingtjenester og sociale medier, og kunstnerne oplever generelt et pres for, at alting skal ske nu og her. Det betyder, at mange kommer til at skyde, før de sigter. De skal bare ud over stepperne. Men man risikerer at skyde sig selv i foden, hvis man ikke har lagt en ordentlig strategi og defineret et mål.
Dette gælder især for dem, der er unge og nystartede, men en af mine hovedpointer til alle kunstnere er: Sæt tempoet ned. Der er ingen grund til, at det skal gå så hurtigt.
Det er hårdt at være i frygt
Imposter syndrome er et tredje problem, som mange kunstnere og kreative bokser med. Hvis de har haft succes med noget 2, 3 eller 4 gange, så er de bange for, hvornår det bliver afsløret, at de egentlig ikke kan noget. Det er hårdt at være i den frygt, hvis man ikke har en sparringspartner.
– Johannes Dybkjær Andersson, rådgiver og founder af &LIFY